ØRBÆK KIRKE
3092.jpg
3096.jpg
3100.jpg
3101.jpg
3102.jpg
3104.jpg
3108.jpg
3115.jpg
3117.jpg
3120.jpg
3121.jpg
3125.jpg
3127.jpg
3128.jpg
3129.jpg
3133.jpg
3136.jpg
3138.jpg
3139.jpg
3140.jpg
3141.jpg
3142.jpg
3143.jpg
3145.jpg
3146.jpg
3150.jpg
3151.jpg
3152.jpg
3159.jpg
3161.jpg
3162.jpg
3164.jpg
3166.jpg
3167.jpg
3167a.jpg
3168.jpg
3172.jpg
3175.jpg
IMG_3151.jpg
topimg.jpg

Renoveringen skrider frem

 
 
 

Opdatering d. 5. december 2017

Arbejdet skrider planmæssigt frem, og tidsplanen holder stadig. Der er mange bolde i luften, idet både tømrere, malere, elektrikere, konservatorer og orgelbyggere er i gang. Således har vi netop i dag afholdt det mest velbesøgte byggemøde endnu.

 

I kirken begynder det historiske inventar så småt at vende tilbage på dets vanlige pladser. Et af de vigtigste, nemlig altertavlen, er tilbage i en væsentlig mere ren og smuk udgave. Konservatorerne har virkeligt gjort det godt. Som vores gode præst kommenterede, så var det et bevægende øjeblik at se altertavlen igen, godt nok forsvarligt indpakket, men den er der - inde bag plasten, og den er smuk!

 

Orgelpulpituret er blevet grundmalet, og skabet bagerst i kirken samt de nye skabe til våbenhuset er undervejs i malerprocessen.

 

 

 

I løbet af de næste par dage begynder kirkebænkene også deres tilbagetur til kirken. Dette fordi vi i næste uge skal til at farvebestemme det sidste i kirken; selvfølgelig under megen kyndig vejledning fra konservatorerne. For at kunne tage stilling til bemaling af korgitter, knæfald, alter og orgelpulpitur samt farver på antependium, hynder, knæfaldspuder og en masse andre ting er det nødvendigt at se det i samspil med bænkene.

 

Så der sker noget, men det kan også hurtigt blive den 1. april.

 

Opdatering d. 7. november 2017

Det går hastigt fremad i kirken. For nuværende er panelvæggene færdigreparerede og monterede, og gulvet under bænkerækkerne er blevet afhøvlet, afslebet og sæbehandlet 2 gange. Trappen op til mellemplateauet er næsten færdig, og den næste trappe op til koret er stærkt undervejs. Afslibning og sæbebehandling af mellemplateau og kor bliver påbegyndt indenfor de næste par uger. Afslibningen af gulvet under bænkerækkerne sammenholdt med de færdigkalkede vægge og hvælv samt de grå panelvægge har lysnet kirkerummet helt utroligt.

 

              

Vinduerne såvel ind- som udvendigt er færdigmalede, og de udvendige sålbænke er ligeledes blevet afrenset og malet. Ja, faktisk stråler kirken i al sin hvide glans udvendigt.

 

Der er trukket el til varme og stikkontakter rundt omkring i kirken, og uheldige ledningsføringer er blevet skjult, Ølandsfliserne er lagt på plads, og diverse steder i kirkegulvet er betonreparationer erstattet med små stykker ølandsfliser.

 

Smedejernsvinduerne i våbenhuset er efter endt renovering og maling igen indsat på deres plads. Elskabene i våbenhuset er blevet/bliver pillet ned og erstattes med nye skabe i træ, der passer bedre til kirkens øvrige interiør.

 

 

I indeværende uge går orgelbyggerne i gang med selve renoveringen af orglet. I første omgang foregår det på deres værksted i Jylland, hvor orgeldelene fragtes til (eller allerede befinder sig).

 

Den endelige farvejustering af inventar i kirken, hynder, antependium, alter m.m. skal vi også i gang med – i nært samarbejde med konservatorerne. Men før dette arbejde kan påbegyndes, skal vi have bænkene, altertavlen og det øvrige historiske inventar tilbage på plads. Så vi venter til december med dette.

 

 

Opdatering d. 22. september 2017

 

Den indvendige renovering går strygende, tidsplanen (og økonomien) holder.

 

Døbefonden er meget kompetent blevet flyttet ned på mellemplateauet af stenhuggeren. Det foregik ved hjælp af taljer og stillads og var et fascinerende skue. Den er blevet afrenset af konservatoren og står nu flot i sit røde granitskær. Mellemplateauet er blevet opbygget af tømrerne, det er blevet forsynet med nyt bræddegulv, og panelvæggene er efterhånden også ved at være tilbage på vanlig plads.

 

  

Konservatoren er blevet færdige med de sidste retoucheringer af kalkmalerierne, og denne meget store del af den indvendige renovering er nu tilendebragt.

 

Elektrikerne har travlt med at føre kabler til lyd, lys og varme, og nok er kirken fri for stilladser, men der er stadig byggepladstilstande indvendigt.

 

Og som man kan se udefra, er stilladset flyttet udenfor på tårnet, idet murerne er i fuld gang med at kalke kirken udvendigt, ligesom vinduerne også bliver malet. Så både ind- og udvendigt kommer kirken til at skinne.

 

 

Opdatering 23. maj 2017

 

Tidsplanen holder, og det ”nye” kalkmaleri er så godt som fremdraget. Som det ses på fotografiet, er det et ansigt, hvis mund har omkranset en luge, der har ført op til loftrummet over hvælvene – en indgang, der blev benyttet, før våbenhuset blev bygget. Det har ikke været skægt at være yngste (og mindste) mand her!

 

 

 

I starten af maj havde vi en medarbejder fra Nationalmuseet ude i forbindelse med opgravning til døbefontens nye placering på mellemplateauet. Det opgravede materiale blev soldet. I forbindelse med soldningen blev der blandt andet fundet en velbevaret sølvmønt fra Christian den Fjerdes regeringstid (1611 eller 1617). Kortvarigt fik vi lov til at nyde fundet, før den blev overrakt til Nationalmuseet, da det er Danefæ. En sølle trøst er, at de nok ikke har så mange af dem inde på Nationalmuseet!

 

 

 

Det viser sig faktisk, at døbefonten med stor sandsynlighed har stået på mellemplateauet før dens nuværende placering oppe i koret. På det gamle teglgulv fra 1400-tallet er der rester af et fundament i fontens størrelse. Arkitektens bud er, at døbefonten er blevet flyttet i forbindelse med opførelse af krypten i 1500-tallet. Den første ”beboer” i krypten er for øvrigt Jesper Friis til Ørbæklunde, der døde den 15. april 1643.

 

Den næste ”store” opgave er selve den fysiske flytning af døbefonten, som konservatorer og stenhugger tager sig af.

 

 

Opdatering 25. april 2017

 

Arbejdet skrider planmæssigt fremad, og i næste uge tages stilladset ned i det næste hvælv. Således er der snart 3 færdige hvælv at beundre – og de er værd at beundre!

 

 

 

Nationalmuseet har givet os lov til at fremdrage det ”nye” kalkmaleri. Så nu er det spændende at se, hvad konservatorerne finder frem til. Apropos konservatorer, så havde flere fra menigheden en god og interessant tur over til Konservator Karsten Vikkelsøs værksted, hvor vi kunne konstatere, at kirkens historiske inventar var og er i gode hænder.

 

Nationalmuseet har også givet os lov til at flytte døbefonden fra den nuværende placering oppe i koret ned til mellemplateauet, hvilket vi er meget glade for. Nu kan den smukke granitdøbefond endelig komme helt til sin ret. Døbefonden er estimeret til at veje omkring 1,6 tons, så fundamentet skal være solidt. Vi er for øvrigt også glade for, at det er fagfolk, der skal flytte den!

 

Opdatering d. 28. marts 2017

Nu er stilladset nede i de to første fag, og resultatet af konservatorernes og murernes arbejde er værd at se. I gulvplan er tømrerne efterhånden færdige med at tage panelvæggene ned for renovering. Væggene bagved udbedres nænsomt og under hensyntagen til farvehistoriske spor.

Våbenhuset er færdigkalket og står smukt.

 

   

I hvælvbuen over våbenhuset har konservatorerne afdækket fragmenter af et hidtil skjult kalkmaleri. Da der er tale om et ”nyfund”, kræver det Nationalmuseets tilladelse at få lov til at fremdrage det. Forhåbentligt får vi lov! Det fine lommetørklæde og brillerne er fundet bag panelvæggene. Ikke mindst brillerne må have været savnet!

 

Den 18. april er der åbent hus fra kl. 17-18.30 på værkstedet hos konservator Karsten Vikkelsø Larsen, Tværgade 6-8, 5750 Ringe. Alle fra menigheden er velkomne.

 

 

Opdatering d. 17. marts 2017

Konservatorerne er kommet så langt i deres restaurering af kalkmalerierne og murerne i deres kalkning, at stilladset i korfaget og det efterfølgende fag tages ned i starten af uge 12. Afrensningen, retoucheringen og kalkningen er i fuld gang i de resterende fag, og her er tårnfaget det mest udfordrende på grund af fugt. Men heldigvis er konservatorerne utrolig kompetente, så kirken er i de bedste hænder.

 

Nedenunder i gulvniveau er panelvæggene ved at blive afmonteret. De skal renoveres og sættes op igen. Inde bagved gemmer der sig reminiscenser fra kirkens tidligere historie i form af blandt andet malede mursten – den tids murstenstapet. Desværre er der også fugtskader, som vil blive udbedret. Men når man ser bemalingen på væggen inde bagved panelvæggene, kan man ikke undgå at tænke på, hvordan kirken egentlig har set ud før i tiden.

 

         

 

Det næste store skridt i renoveringen er udvidelse af mellemplateauet med hvad deraf følger.

Men allerede nu kan vi glæde os over de to meget smukke færdige hvælv.

 

Opdatering d. 17. januar 2017

Arbejdet skrider planmæssigt frem. Det overmalede kalkmaleri har set dagens lys, og overordnet set er det heldigvis i god stand. Murerne er i fuld gang med at kalke de to af hvælvene, der efterhånden kun mangler den endelige tonekalk. En tonekalk, der er indfarvet af konservatorerne, således at den matcher den tone kalken skal have inde ved kalkmalerierne. Gjordbuen er nu udbedret for så vidt angår oppudsning, understøtningen er fjernet – og den blev der!

 

 

Konservatorerne afrenser, udbedrer revner og støder på reminiscenser fra kirkebygningens tidligere historie. I den forbindelse vil Kirkeværket (en afdeling under Nationalmuseet, der udgiver bogværket Danmarks Kirker) blive kontaktet. Der er nemlig ikke så mange oplysninger om kirkebygningens historie, og de forskellige fund af romanske og gotiske vinduer samt døråbninger, som konservatorerne har gjort, kan forhåbentligt råde bod på lidt af dette. Det er meget fascinerende at se falsen af en gotisk vinduesniche, der har været gemt under puds og kalk siden hvælvene blev påsat engang i 1400-tallet.

 

 

Stolestaderne er blevet gennemgået af tømrerne og afventer nu den første gang grunder.

 

Opdatering den 20. december 2016

Nu er sod, murbrokker og jord i skøn blanding blevet fjernet fra sviklerne i tårnet. Der var meget, og det var sort. Det eneste, der var hvidt på de stakkels murere, der fjernede det, var øjne og tænder.

Rester af skorstenen kan ses på billedet. Sodrester på vægge, bjælker og hvælv skal afrenses og suges væk, så alt er garanteret sodfrit. 

Nede i selve kirkerummet går det planmæssigt med afrensning og afvaskning. Efterhånden er det meste af jernet fjernet fra gjordbuen. Der var noget mere end først antaget. Men slutresultatet skal nok blive pænt.

 

Opdatering d. 5. december 2016:

Konservatorerne og murerne følges godt ad, og det går raskt fremad med afrensning og afvaskning af de kalkede flader. Det overmalede kalkmaleri er også så småt ved at se dagens lys. Afrensningen af dette foretages blandt andet ved hjælp af skalpeller. 

På den understøttede gjordbue er der dukket mere skrift frem. Da fladjernsankrene imidlertid ikke er fjernet endnu, er området blevet afdækket, således at skriften er sikret, selvom der skulle ske afskalninger ved den efterfølgende fjernelse af ankrene.

Oppe i tårnfaget er betonen over sviklerne blevet fjernet. Som det ses på billedet, er det ikke kun jord, der gemmer sig i sviklerne. Også sodrester fra den skorsten, der blev fjernet i starten af 1950’erne, ligger der. Da sod og fugt er en rigtig dårlig blanding, bliver dette lag fjernet hurtigst muligt.

 

Opdatering d. 25. november 2016:

Nationalmuseet har været forbi, og der er indsendt prøver af den binder, der er påført de kalkede flader for at klarlægge, hvilken type binder, der er tale om. Heldigvis forsinker det ikke afrensningsarbejdet, ligesom det heller ikke vil påvirke den efterfølgende kalkning.

Med hensyn til fugten i tårnfaget så har vi fået Nationalmuseets tilladelse til at fjerne det tynde lag beton, der er lagt over sviklerne. Herved bliver der mulighed for at undersøge, om fyldet i sviklerne samler fugt, og om fyldet eventuelt skal fjernes.

Konservatorerne har også gjort nogle spændende iagttagelser, som de besøgende til Åben kirke arrangementet blev delagtiggjort i.

 

I 1860’erne havde kirken nemlig blå hvælv og lyserøde vægge. Hvorvidt denne farvekombination blev bibeholdt helt frem til fremdragelsen af kalkmalerierne i 1930’erne, er konservatorerne ikke helt sikre på, men måske. Derudover havde kirken nogle flere vinduer i starten af sin levetid. Således har konservatorerne blandt andet fundet reminiscenser af to romanske vinduer i nichen, hvor Maria-figuren hænger.

  

Åben kirke onsdag d. 16. november kl. 16-18

med mulighed for at møde konservatorerne Anne Marie Steensberg og Carsten Jørgensen fra konservatorfirmaet Karsten Vikkelsø Larsen i Ringe, der vil fortælle om deres arbejde med afrensning af kalkmalerierne i Ørbæk kirke.

Interesserede opfordres til at tage varmt tøj på ligesom at man skal være så mobil, at man kan gå på trapper og stillads under kirkens hvælvinger.

 

Opdatering 28. oktober 2016:

Gjordbuens forankring i bindbjælken er frihugget, og kirken er nu fuldt opspændt. Så nu bliver kirkens ydermure på plads. Et meget vigtigt, men lidt skjult punkt i den indvendige renovering er afsluttet med et godt resultat.

Indenfor i kirkerummet skrider afrensningen af kalkmalerierne og de kalkede flader planmæssigt frem.

I de inderste kalklag er der dog desværre fundet cementbinder, hvilket bevirker, at omfanget af afrensningen og opbygningen af de efterfølgende kalklag skal afklares med Nationalmuseets kalkningstjeneste. Endvidere skal årsagen til tårnfagets relative høje luftfugtighed afklares.

 

Opdatering d. 12. oktober 2016:

Nu er stilladset opsat i hele kirken, og kirken har fået et ”nyt” gulv adskillige meter over det gamle. Vi kan nu komme helt tæt på kalkmalerierne i hvælvingerne, og konservatorerne kan gå rundt helt oppe under hvælvene og påbegynde tørafrensningen og restaureringen af kalkmalerierne. Gjordbuen er understøttet med stillads, og murerne begynder at frihugge forankringen og nedbryde støttemuren inden for de nærmeste dage. 

Konservatoren er netop gået i gang med afrensningen af kalkmalerierne, og det arbejde pågår de kommende 46 uger i tæt samarbejde med murerne, der afrenser, reparerer og kalker væggene.

 

Opdatering d. 11. oktober 2016:

Kirken er nu stopfuld af stilladser, og i dag er konservatoren begyndt på afrensningen af kalkmalerierne. Dette arbejde forventes at komme til at pågå de næste 40 uger. Renoveringen forløber stadig planmæssigt - ja faktisk er man 14 dage foran.

Også på kirkegården arbejdes der på højtryk - der sås for tiden græs og sløjfes gravpladsarealer.

 

Opdatering d. 30. september 2016:

Arbejdet i kirken forløber planmæssigt både tidsmæssigt og økonomisk. Nu er alt klar til konservatorernes arbejde med at rense kalkmalerierne. Alle stolestader er taget ud af kirken, altertavle, prædikestolens himmel og Maria-figuren er kørt til konservator for afrensning og alt andet er dækket af, og stilladset er opsat. ”Sammenspændingen” er næsten fuldført, hvilket kan ses på de nye murankre i våbenhusets forside.

  

Opdatering d. 27. september 2016:

Nedenstående billede viser lidt af kirkestabiliseringsfolkenes arbejde på loftet. Man ser blandt andet den bindbjælke, der har forankringer ned i gjordbuen –forankringer, murerne begynder at hugge fri sandsynligvis i næste uge, når tømrerne har understøttet gjordbuen nedefra. Forankringen skal fjernes, da den bevirker revnedannelser i gjordbuen.

 

På det andet billede ses den lille plade fra 1932 med håndværkernes navne, der sidder under prædikestolen og har været skjult fra omverdenen, indtil trappen til prædikestolen blev fjernet.

 

 

Opdatering d. 20. september 2016:

Alle kirkebænke er nu ude, og opspændingen af kirken er gået igang. Der bliver boret lange spyd ned i de tykke ydermure, som forbindes med wirer henover hvælvingerne, hvorefter "korsettet strammes" og murene trækkes ind mod hinanden.

Den gamle nedgang til krypten under koret er også blotlagt for at undersøge, om flytningen af granitdøbefonten kræver ekstra understøtning.

      

Opdatering d. 16. september 2016:

Håndværkerne har indtaget kirken og er lige nu i færd med at tage kirkebænkene ud. Det voldte lidt problemer i starten, da de sidder godt fast, men nu har man fundet en egnet metode til at få dem løs. Kirkebænkene skal fragtes hjem til malerens værksted i Hårby. 

 

Næste skridt er at spænde kirken op - de gamle, tykke ydermure skrider udad og skal stabiliseres og "strammes ind" mod hinanden. Det er - ligesom i så mange andre middelalderkirker - sket, efter at man i sin tid påsatte hvælvingerne, der øger det udadgående pres på bygningskonstruktionen.

Ørbæk Kirke  ·  Fåborgvej 2  ·  5853 Ørbæk